Ligesom mange andre virksomheder har Sterling Polish tilpasset sine produkter efter både kundens behov og de gældende miljøregler. Sterling Polish er stolte af den høje genvindingsprocent på 99% af alt spild og affald. ”Vi anvender så vidt muligt miljøvenlige produkter uden at gå på kompromis med kvaliteten, som stadig er det vigtigste for os, så vi er glade, når det lykkes at producere vandopløselige og biologisk nedbrydelige produkter som Bistro, der stadig er enestående i sin kvalitet”, fortæller Hans Glavind Rasmussen.
I fremtiden satser man på at udvikle endnu flere effektive og miljøvenlige produkter og gerne miljømærkede med både Svanen og EU-blomsten. Der er intet i vejen for, at mange af Sterling Polishs produkter kunne blive miljømærkede allerede nu, men man afventer, at EU opstiller de mange kriterier, der skal til for at opnå mærkningen. Det er tilsyneladende en langvarig proces at få opstillet disse, der går på tværs af kategorier som kobber, sølv og messing. Hos Sterling Polish må man derfor væbne sig med tålmodighed og glæde sig til at det lykkes.